Her i ViNatur Foreningen vil vi gerne sætte mere spot på hvordan medlemmerne bruger de forskellige værktøjer og metoder som de har tilegnet sig gennem kursus og uddannelse hos ViNatur. En af de faggrupper som har taget NBMC-metoden til sig er folkeskolelærerne. En del af foreningens medlemmer er læreruddannet og der er et kæmpe potientiale i at udbrede ViNaturs tilgang i skolerne. Men hvordan kommer man i gang og hvordan bryder man de første barrierer hos sig selv og eleverne? Her får du et kig ind i lærer Irene Hilleborg Janøs erfaringer med at introducere ViNatur i skoleskemaet.
Af Irene Hilleborg Janø
Jeg har arbejdet i den danske folkeskole i 16 år, og gennem årene er det blevet mere og mere tydeligt for mig, hvor langt væk fra naturen, mine elever, og kolleger, er kommet. Flere af eleverne, og de voksne omkring dem, fremstår direkte angst for at skulle på tur i naturen, og de frygter mere eller mindre allesammen de forfærdelige sygdomme og bakterier, de kan rage til sig på sådan en tur. Det betyder, at en del elever ikke dukker op, hvis jeg på forhånd informerer om, at vi skal i skoven, og da det heller ikke er alle forældre, der kan se det faglige aspekt i sådan en tur, lader de deres børn få lov til at få “en enkelt fridag” i stedet for at komme med mig ud i naturen og “kramme træer”, som de kalder det. Af samme årsag har jeg helt bevidst ændret min praksis omkring den information, jeg giver til børn og forældre i forbindelse med disse ture, men jeg har også ændret på selve måden, vi er i naturen på.
Jeg har altid haft et ønske om, at mine elever, og egne børn, skulle opleve naturen, som den virkelig er og opleve glæde ved det. Jeg har vendt sten, træstammer, fanget fisk, lavet jordbundsprøver, lavet billefælder, dissekeret fugle og rotter, og endda også hestetestikler, og medbragt døde påkørte dyr, jeg har fundet på gader og stræder for at vise børnene det virvar af liv, der foregår rundt omkring os, og for at skabe en interesse og forundring for den verden, vi er en del af. Men børnenes reaktion har næsten altid været “ad!” og så er de løbet skrigende væk.
Dette kan jeg til dels forstå ifht de to hestetestikler, jeg medbragte, og måske også, da vi klippede fødderne af en påkørt and, jeg havde fundet på motorvejen. Men i forbindelse med en helt almindelig cykeltur til skoven, kunne jeg ikke helt forstå denne tilgang til naturen, og jeg havde en oplevelse af, at ligegyldigt hvad jeg prøvede, så havde eleverne en tillært modstand på mine naturprojekter, men dette forsvandt brat, da jeg begyndte at arbejde med ViNaturs metoder. Fra den ene dag til den anden ændrede eleverne deres “ad” til: “Hvornår skal vi på tur igen?” og jeg begyndte at eksperimentere med forskellige elever og forskellige klasser for at se, om tilsvarende skete i alle klasser. Og det gjorde det! Efter en enkelt eller to gange på tur med ViNaturs metoder, kom eleverne tilbage og spurgte, hvornår vi skulle afsted igen.
Det gik op for mig, at mit fokus tidligere havde været det forkerte sted. I min iver efter at eleverne skulle opleve samme glæde ved naturen som mig, havde jeg præsenteret dem for alt det, som for mig er spændende og fascinerende, men som for dem var farligt og utrygt, og dette skabte større modstand end velvilje hos dem. Men da jeg ændrede mit fokus fra naturens forunderlige verden til i stedet at være en ramme for lege og fællesskab og sanseoplevelser, skete der noget.
Første gang, jeg oplevede det, var, da jeg tog min 9. klasse med ud i skoven. Jeg havde aftenen forinden skrevet, at vi skulle på tur, og det var eksamensrelevant, og at de skulle møde på Måløv st. dagen efter. Alle elever dukkede op, uvidende om at vi skulle i Hareskoven. Da vi stod af bussen, og de opdagede, hvor vi var på vej hen, var det for sent for dem at vende om, og de skiftedes til at slæbe min vogn med medbragte materialer. Da vi kom frem til mødestedet, bad jeg alle gå med mig ind mellem træerne. Nogle af dem brokkede sig. De havde pæne sko på og ville ikke være beskidte, men da jeg gav halvdelen af dem bind for øjnene, forandrede deres brok sig til en undren. Jeg delte dem op i makkerpar og satte dem sammen med elever, jeg ikke tidligere ville have sat dem sammen med, og så præsenterede jeg dem for øvelsen med “Kærlighedstræet”. Dét, at den ene elev blev ansvarlig for den anden og skulle sikre sig, at der ikke skete noget med vedkommende, og dét, at den anden skulle have tillid til at blive ført sikkert igennem skoven, ændrede deres fokus fra naturen til en opmærksomhed på hinanden, men også til en opmærksomhed ift, hvad der var omkring dem. Øvelsen indebar, at eleverne, der aldrig tidligere havde talt meget sammen, skulle holde fast i hinanden og skulle guide hinanden, og de var tvunget til at indgå i relationen, og det var uundgåeligt, at de morede sig. Som en del af øvelsen skulle eleverne med bind for øjnene modtage et “kærlighedstræ” i gave fra deres makker. De måtte ikke se det, men skulle sanse det, inden de blev ført tilbage til mig. Det betød, at de skulle være opmærksomme på træets struktur, på dets tykkelse, på kviste og rødder, så de efterfølgende kunne finde vej tilbage til deres kærlighedstræ, men denne gang med mulighed for også at se det. Da de fandt tilbage til det, gjorde de noget, jeg aldrig ville have forestillet mig, de ville gøre. De krammede det af egen fri vilje. Det var ikke alle, men det var mange
Hvad det var, der helt nøjagtig gjorde, at eleverne gik fra at frygte at røre ved træerne til at kramme det af egen fri vilje, ved jeg ikke, men jeg antog, at det var en blanding af det legende element, samhørigheden med en klassekammerat, der pludselig fik en vigtig rolle for deres sikkerhed, og kroppens bevægelser kædet sammen med sanseintegrationen fra verden omkring dem, der nulstillede hele deres nervesystem i sådan et omfang, at de efterfølgende allesammen havde lyst til at samles omkring bålet og drikke varm kakao og bage snobrød ved et bål, som de normalt ikke ville nærme sig pga. lugten, og de grinede sammen af mit fjollede indslag, men også af deres oplevelse.
Jeg har sidenhen lavet en del andre af øvelserne fra ViNatur, og det, jeg har opdaget, der fungerer bedst i starten, og som påvirker elevernes trivsel og tryghed allermest, er, når deres opmærksomhed bliver rettet mod “et fælles tredje”. I ovenstående øvelse var det bindet for øjnene, men det kan også være, når de skal følge et reb op og ned ad bakker gennem træer og buske, eller når de skal snitte strå til at antænde bålet. Det er, når deres opmærksomhed bliver rettet mod noget andet end dem selv, at miraklerne sker. Elevernes fokus på genstandene gør, at de fjerner fokus fra det, de først troede var skræmmende, og mens deres opmærksomhed er rettet mod “det fælles tredje” gør naturen, solen og samværet resten.
Jeg har nu med stor succes anvendt stort set alle de kendte øvelser fra ViNaturs metodekartotek i mine klasser. Og fra at eleverne har forsøgt at undgå turene, ringer de nu selv og spørger, hvornår vi skal afsted, og så sent som i dag havde jeg flere af mine elever fra 9. klasse afsted på Flyvestationen i Værløse. Det er især specielt, fordi eleverne er gået på læseferie og slet ikke behøver at komme i skole, men de kommer, fordi de har lyst til at tage på tur i naturen med mig.
