SÅ er programmet klart til årets højdepunkt: Netværksweekenden på Trente Mølle

13. februar 2026 16:26 , af Lea Lou

Kære alle medlemmer

Arrangementsgruppen er kisteglade for endelig at kunne præsentere jer for det færdige program til årets netværksweekend d. 25.–26. april 2026!

Weekenden bliver to dage fyldt med fællesskab, inspiration og forårsglæde – vi skal mødes, hygge, blive klogere og smukkere sammen… og selvfølgelig holde generalforsamling. Måske er det i år DIN tur til at træde ind i bestyrelsen eller som suppleant? Vi håber, du har lyst til at være med til at præge foreningen.

Lørdag formiddag byder vi på forskellige workshops i den smukke natur omkring Trente Mølle – med Sigurd, Maja og Simon som guider. Husk tøj og eventuelt underlag, så du kan nyde naturen helt tæt på (ja, gerne liggende i skovbunden) og tanke op på ViNatur-vitaminer til både krop og sjæl.

Om eftermiddagen får vi besøg af Henning R. Jensen, også kendt som Kvante-Henning. Han holder et inspirerende oplæg om, hvordan kvantefysikkens principper kan give en dybere forståelse af, hvordan vores bevidsthed og indre tilstand former vores liv. Det bliver tankevækkende, opløftende og helt sikkert en oplevelse, du vil huske. Lyt til ham her https://kvantelivet.dk/pages/podcast-og-samtaler-du-kan-lytte-med-pa eller besøg hans hjemmeside www.kvantelivet.dk for mere information. Det bliver mind-blowing og giver stof til eftertanke.

Om aftenen sørger Hother for mad over bål – og han tager meget gerne imod hjælp og selskab.

Har du selv lyst til at lave en lille workshop, eller dele noget, du brænder for? Så kontakt gerne arrangementsgruppen på foreningen@vinatur.dk med dine ideer. Måska har du lært, hørt, prøvet noget, du vil dele med os andre?

Overnatning er bedst udendørs i telt eller shelter, men vi har også både senge og madrasser til at sove på inden døre. Tag evt. en ekstra luftmadras med, hvis du vil være indendørs og sikker på at ligge godt. Det er først til (Trente) Mølle. Kommer du fredag, må du gerne lige smide en kommentar herom, når du melder dig til - vi skal have sat nogle telte op og vil sætte pris på lidt hjælp dertil.

Tilmelding:  Meld dig til her på hjemmesiden under Aktiviteter (Husk at logge dig ind først, ellers kommer TILMELD knappen ikke frem)

Pris: kr. 475,- inkl. overnatning, program, forplejning fra lørdag kl. 9.00 til søndag 11.30 (inkl. morgenmad).

Der vil være mulighed for at købe drikkevarer til yderst rimelige priser.

 

Ses vi?
Det håber vi!